Årsberetning for 2025
Bestyrelsens beretning for 2025.
Vi er blevet flere medlemmer
Nytårsaften var vi 365 medlemmer, samme dag sidste år var vi 328, så det er en pæn fremgang på ca 11%.
Igen i år er det i høj grad bådene, der har trukket nye medlemmer ind i foreningen. Vi kan se, at mange af de nye medlemmer booker en båd samtidig med indmeldelsen. Det er en rigtig god udvikling, da det er tydeligt, at bådene tiltrækker mange yngre medlemmer; noget vi har haft behov for længe.
Men det er ikke kun bådene, der har skaffet medlemmer.
Fiskeriet i vore åer har været godt i 2025, og laksekvoterne har været beskåret eller helt væk i de store åer, så nogle har nok opgivet laksefiskeriet og har satset på havørrederne.
Fiskeriet
Som nævnt har fiskeriet i 2025 været ganske godt. Vi har hørt en hel del fra Simested å, hvor der er fanget mange fisk, også nogle stykker på 4-5 kg.
Skals å har vi ikke hørt meget til, men det skal man ikke lade sig narre af. Der er en håndfuld fiskere, der hver har fanget 10-20 havørreder i åen, men de er for beskedne til at lægge dem på fangstrapporten.
Den beskedenhed må de gerne lægge fra sig. Det er først og fremmest fangstrapporten, der holder foreningen i live.
Fangsterne i Fiskbæk å har været beskedne, men det har indsatsen ved åen også været.
I Jordbro å er der fanget rigtig godt med fisk, og her før jul har der været en masse fisk på leg, specielt ved Stoholm, hvor der er set fisk på 8-9 kg på gydebankerne.
Ved Jordbro å har vi i 2025 desværre måttet sige farvel til en god strækning ved Gammelstruplejren. Vi blev udkonkurreret af kronhjortene.
Til gengæld fik vi solgt to små arealer til en rigtig god pris.
I Karup å er der ikke blevet fisket ret meget, og i Vorgod å har vi vist overhovedet ikke fisket, da både laks og havørreder har været fredet hele året. Hald sø har givet nogle gode gedder, mens der kun er fanget ganske få i Viborgsøerne.
Men at der kun er små gedder i Viborgsøerne blev modbevist her kort før Jul, da der blev landet en fin 6 kgs. fra Søndersø. A
lt i alt har fiskeriet været ok i 2025. Dem der har gjort noget ved det, har fanget pænt, og vores optælling af gydebanker sidst på året viser, at der stadig er fint med fisk i vandløbene.
Regnskabet
Den gode udvikling i medlemstallet har sammen med den betydelige reduktion af udgifterne, vi gennemførte for et par år siden ført til, at vi igen kan aflevere et pænt regnskab, der stort set balancerer, også selv om vi ikke regner salget af jordstykkerne ved Gammelstruplejren med. Kassereren vil senere gennemgå regnskabet.
Årets begivenheder.
Den vigtigste begivenhed var nok, at vi efter 4-5 års kamp mod kommunen fik ændret driften af slusen i Virksund, så gennemsejlingsslusen nu er permanent åben, bortset fra visse situationer med højvande. Det forventer vi os meget af.
Først og fremmest bliver det mindre besværligt – og dermed mindre farligt – for smolt og nedgangsfisk at komme forbi dæmningen på vej til havet. Vi mener, at vi får dobbelt så mange fisk sikkert ud i havet som med den gamle sluseordning.
Hvor meget det vil betyde for opgangsfiskene har vi ikke noget bud på, men dobbelt så mange ud skulle gerne give dobbelt så mange ind! L
ige nu arbejder vi med Naturstyrelsen og kommunen om at få lov til at regulere skarv ved sluserne.
En anden begivenhed var, da vi havde Claus Eriksen til at holde foredrag om havørreden i havet.
Ikke alene var det en inspirerende aften, men arrangementet viste også, at vi mener det alvorligt, når vi stræber efter at gøre Viborg Lystfiskerforening til et samlingspunkt for alle fiskere på egnen – ikke kun å-fiskere.
I september satte 8-9 OBK’ere 45-000 små ål ud i søerne ved Viborg. Det var en hyggelig tjans, og det er forhåbentlig en lille hjælp til at sikre ålens overlevelse. Vi regner ikke med at skulle fange nogle af dem, det er ren naturpleje.
OBK’erne har i det hele taget været aktive.
I foråret byggede de broer på vores lager ved Sparkær, og kort efter blev en del af dem lagt ud ved Jordbro å og ved Fiskbæk å.
OBK’erne har været med til at tage både op – både i Hald sø og i Viborgsøerne, - og de har repræsenteret foreningen på en fødselsdagsmesse hos JAFI. Her lykkedes det oven i købet at skaffe fire nye medlemmer lige på stedet.
I det hele taget har OBK haft et godt år med fin tilslutning til møderne – og noget svingende tilslutning til turene.
De bindegale binder fluer hver torsdag aften, og der er plads til flere på holdet. Man behøver ikke eget grej og man behøver slet ikke at være binde.gal for at deltage.
I den mere usynlige afdeling har Henrik Ravn hele året været med i arbejdet med den grønne trepart for Limfjorden. Det er et vanskeligt og sejt arbejde, hvor vi er glade for Henriks indsats.
Ud over takken til Henrik vil vi takke hele bestyrelsen for et godt år. Der er ikke sat meget nyt i gang, men der er løst mange daglige opgaver. Alt sammen i en god ånd og med et godt samarbejde.
Særligt vil vi takke Jens, der har besluttet at forlade bestyrelsen. Det blev til 14 års solid indsats for foreningen, og til 14 års bekendtskab med et usædvanlig behageligt menneske, der har været et stort aktiv for det gode samarbejde i bestyrelsen.
Når nogen forlader bestyrelsen efter lang og tro tjeneste, plejer de at få en flot priest – men den fik Jens, sidst han forlod bestyrelsen for mange år siden, og den har han endnu.
Endelig vil vi sige tak til alle jer, der har ulejliget jer herop i aften.
Bestyrelsen
Nyhedsarkiv
| Årsberetning for 2025 | 4. feb |
| Det lærte vi om Hald sø | 4. feb |
| Hvad kan 10.000 havørredskæl fortælle ? | 28. jan |
| Regferat fra generalforsamlingen 2026 | 28. jan |
| Klubaften om Hald sø | 17. jan |
| Guidet kysttur til Samsø | 15. jan |
| Bestyrelsesreferat fra 14. januar 2026 | 15. jan |
| Generalforsamling den 22. januar | 2. jan |
| Alle påhængsmotorer er nu trimmet | 17. dec |
| Jul med glögg og æbleskiver..... | 25. nov |
| Viborgbådene rengjort | 25. nov |
| Referat, bestyrelsesmøde 19. november | 20. nov |
| Claus Eriksen - det lærte vi.............. | 13. nov |
| 10 billetter tilbage....... | 5. nov |
| Den bedste nyhed i 31 år | 22. okt |
| Foredrag med Claus Eriksen | 27. sep |
| Bestyrelsesreferat, 24. sept 2025 | 25. sep |
| 40.000 ål og 10 mand | 23. sep |
| Vi mister fiskeriet ved Gammelstruplejren | 14. sep |
| Hjælp med at sætte ål ud | 13. sep |