Dato for de årlige havørredkurser er nu klar...

4. maj 2024

Så er vi klar med årets havørredkurser for sæsonen 2024.


Der startes op med 2 kursusaftener på Sønder Mølle


Onsdag den 19. juni kl. 19.00 - 21.00 på Søndermølle:


Oplæg mv. om fluefiskeri for havørreder i åen. Henrik Ravn giver oplæg, viser stænger, hjul, billeder mv. og guider os gennem de mange glæder der er knyttet til fluefiskeri efter havørreder.


Vi har også inviteret Orla Bertram denne aften. Orla har i en årrække været instruktør i forbundet og holdt kurser for unge og ældre i fluefiskeri. Orla bor lige ned til Simested å og kender vores åer rigtigt godt.


Som noget nyt i år vil Henrik også fortælle om sine erfaringer med havørredfiskeri i fjorden/saltvand, hvor man med fluen effektivt kan fange fisk efterår, vinter og tidligt forår hvor vores åer er lukkede. Henrik fortæller om pladser og gode ’spots’ i Limfjorden.


Bemærk: Vi planlægger en aften ved åen i august eller alternativt en tur til fjorden (Nedre Limfjord, Mors/Thy eller Mariager fjord) i efteråret. Vi aftaler hvad vi vælger og dato, når vi ses til kursus.


Torsdag den 20. juni kl. 19.00 - 21.00 på Søndermølle


Peter Bilgrav fortæller om spinnefiskeri efter havørreder i foreningens vande. Peter vil også vise film fra fiskeriet, herunder en film fra april 23, hvor han lander en flot laks på over 8 kg fra Vorgod å (der er åbent for alle vores medlemmer), samt klip af flotte havørreder fra vores egne åer.


Vi planlægger en aften med spinnefiskeri ved Simested å hvor vi mødes ved P-pladsen kl. 18.30 midt på Borup Hede, og sammen fisker i åen om aftenen. Vi vil gerne ramme en aften sidst i juni eller start af juli. Datoen offentliggøres også på hjemmesiden, naturligvis.


BEMÆRK: datoen for denne aften ved åen aftaler vi når vi ses, så vi rammer en dato hvor flest muligt kan være med.



Tilmelding til kasserer Søren Gytz på mail: gytz@savik.dk Der har været plads til alle de sidste to år - så kom glad - man er velkommen til at møde op begge aftener. Foreningen er vært for øl/vand. Vi ses....

© 2024 Viborg Lystfiskerforening
Log ind som administrator