Søernes fisk

Artiklerne om søernes fisk er skrevet af Jørn Kristensen. De må gengives forudsat man husker tydelig kildeangivelse: Jørn Kristensen, Viborg Fiskeriforening, Foreningens hjemmeside http://www.vibfisk.dk/

Sandarten
Gedden
Aborren
Ørreden
Ålen
Karpen
Skallen
Brasen
Hork
Smelten

Sandart – Lucioperca lucioperca (Linné)


Af Jørn Kristensen (rev. 31.3.2017, red.)

Viborg søerne har en stor og meget varieret fiskebestand. Med sikkerhed vides, at der findes følgende arter: Gedde, aborre, sandart, ål, ørred, smelt, hork, brasen, skalle, rudskalle, karpe, suder grundling og hundestejle, men nogle arter findes i forskellige varianter – f.eks. ål, karpe og hundestejle. Det kan heller ikke udelukkes, at der efter etableringen af faunapassagerne ved henholdsvis Bruunshåb Papfabrik og Sønder Mølle kan findes flere arter ferskvandsfisk. Knuden eller ferskvandskvabben, som den også kaldes, kan sagtens være indvandret fra Nørreå, da den er almindelig forekommende fiskeart i hele Gudenå-systemet – f.eks Hald Sø og Vedsø. Sandarten er ikke oprindeligt hjemmehørende i Danmark og frem til først i 1900-tallet fandtes den ikke nord for Haderslev. Den er dog siden blevet udsat i mange danske søer, og i dag findes den også i flere brakvandsområder og i enkelte større vandløb – f.eks. Gudenå, Nørre Å og Skals Å.
Lidt biologi. Sandarten hører til aborrefamilien og er den største repræsentant for slægten, men den er ikke nær så udbredt som aborre og hork. Den trives godt i søer med forholdsvis uklart vand, fordi den ikke som gedden udelukkende jager sit bytte ved hjælp af synet, men i vid udstrækning også med en meget veludviklet lugtesans. Hunnerne bliver kønsmodne, når de er 3-5 år gamle og måler 40- 45 cm – hannerne når de er 2-4 år og 35-40 cm lange. Gydningen foregår på 1-3 meter vand i perioden april – maj ved vandtemperaturer på 12-14 grader. Legen foregår parvis, og de foretrækker hård bund med sten, planterødder eller grene, som de små klæbrige æg kan hæfte sig på. Hunnen gyder 150.000 -200.000 æg pr. kg. kropsvægt. Æggene måler kun 1-1,5 mm, og de små fiskelarver kommer frem i løbet af 8-14 dage – afhængig af vandtemperaturen. Nye undersøgelser med radiomærkede sandarter har afsløret, at hannerne nidkært bliver og vogter æggene indtil de klækker – hunnerne forlader “reden” straks efter gydningen. Den første tid lever sandartyngelen af dafnier og andre krebsdyr, men allerede efter 5-6 uger og 4-5 cm lang begynder den at æde myggelarver og fiskeyngel. Allerede om efteråret måler den 6-10 cm, og resten af livet lever den næsten udelukkende af mindre fisk, såsom skaller, smelt, aborrer og hork. I de nordiske lande bliver sandarten sjældent større end 8-10 kg, men under varmere forhold kan den blive op til 12-15 kg.

Sandarten i Viborg søerne

Viborg søernes bestand af sandart stammer fra flere udsætninger. De første forsøg med udsætning blev gjort i allerede i 1915, hvor Viborg Fiskeriforening indkøbte et parti sandartrogn i Sverige og lagde dem ud i søen forskellige steder, men vist uden større succes. I 1919 prøvede man igen og tilsyneladende med samme negative resultat. Det var sikkert først i 1924, at det lykkedes at etablere en levedygtig bestand, fordi man i stedet for rogn indkøbte sandartyngel fra Sverige, og et parti store sandarter fra Skanderborg søerne, hvor tidligere udsætninger var slået an. Transporten af de svenske sandarter foregik i mælkejunger, som blev sendt med toget. De rejste dog ikke alene, idet de på behørig vis blev ledsaget af fiskemester Sørensen fra Sverige, som også havde fisk med til bl.a. Lystfiskerforeningen i København og Silkeborg Fiskeriforening. Prisen var 100 svenske kr. pr. 1000 stk., men så var der også garanti for, at de var levende, så længe de var under opsyn af fiskemesteren. Det er egentlig slet ikke til at forestille sig, at det overhovedet kunne lade sig gøre, at holde liv i dem under så lang en transport og under de tilsyneladende ret primitive forhold. I 1919 udlovede Viborg Fiskeriforening 10 kr. i præmie til den lystfisker, der først fangede en sandart i Viborg søerne. Der gik dog mange år inden udsætningerne begyndte at kunne mærkes, og præmien blev først udbetalt i 1938 og vi skal helt hen midt i 30erne, inden erhvervsfiskeren begyndte at indberette fangster af sandart, så de var længe om at tilpasse sig.

Lystfiskeri

Siden slutningen af 40erne er det gået ganske godt med sandartfiskeriet i Viborg søerne, og i dag har søerne en meget fin bestand, som lystfiskere kommer langvejs fra for at fiske efter. Fiskeriet foregår mest fra båd, men det kan dog sagtens lade sig gøre at fiske sandart fra bredden flere steder. Enkelte fisker efter den før fredningen i maj måned, men de fleste venter til juni med at begynde. Til gengæld kan man så fortsætte fiskeriet helt hen til søerne eventuelt lukker med is, og kvaliteten på sandarten bliver bestemt ikke ringere hen på efteråret. Tidligere foregik det meste fiskeri i Nørresø og oftest med agnfisk, som f.eks. skaller eller smelt. Nu fiskes der nok lige meget i begge søer, og de fleste sandarter bliver vist efterhånden fanget på kunstagn, enten i form af wobler, pirk, blink eller jig. Erhvervsfiskeriet stoppede i slutningen af 60erne, men lystfiskerne fanger stadig hvert år mange sandarter i søerne – de fleste i størrelser fra 1½ – 3 kg. – kun sjældent eksemplarer meget over 4 kg. Det har i mange år givet anledning til at spørge, hvorfor der tilsyneladende ikke er større sandarter i Viborg søerne. Indtil videre har ingen kunnet give et endegyldigt svar herpå, men personlig tror jeg, at en del af forklaringen skal findes i specielt Nørresøs ofte dårlige iltforhold og meget høje Ph værdier. Det gør, at fiskene i sommermånederne ikke i væsentlig grad tager føde til sig, fordi de har nok at gøre med bare at finde områder i søen, hvor de kan overleve de kritiske forhold. I den periode vokser de selvfølgelig heller ikke, og derfor er sandarter på f.eks. 3-4 kg sikkert også forholdsvis gamle.

Gedden – Esox Lucius (Linné)

Af Jørn Kristensen (rev. 31.3.2017, red.)

I modsætning til sandarten er gedden en naturligt hjemmehørende fisk i Danmark, og det er ofte den rovfisk unge lystfiskere først stifter bekendtskab med, når de begynder at interessere sig for andet og større bytte end skaller og brasen. Hvem er ikke kommet hjem og stolt fremvist sin første gedde og nogle forrevne fingre, som under forsøg på at løsne krogen har været i nærkontakt med de sylespidse tænder i geddens mund.

Lidt om geddens biologi

Gedden findes i næsten alle danske søer, moser, større vandløb og i en del brakvandsområder. Den er en udpræget rovfisk, som i hele sin kropsbygning bærer præg af at være bygget til lynhurtige angreb på sit bytte. Dens store gab er tæt besat af lange sylespidse bagudrettede tænder, som ikke lader byttet slippe fri, når først det er fanget. Udseendet kan variere meget. Ikke mindst er der stor forskel på geddernes farve og aftegninger på kroppen, som hænger nøje sammen med hvor den lever – f.eks. om det er i en tørvemose med brunt vand eller det er i en klarvandet sø. Små gedder, der typisk står på lur imellem vandplanter og tagrør, er som regel mere grønlige end deres større artsfæller, som jager på dybere områder uden egentlige skjulesteder. De er ofte helt lyse og har en helt anden aftegning. Der er i øvrigt ingen ydre forskel på hanner og hunner, men da det er sjældent at hannerne bliver meget større end ca. 3 kg. – vil næsten alle større gedder er altså være hunner. Gydningen foregår i foråret – typisk i marts april, afhængig af vandtemperaturen – og den foregår altid på meget lavt vand med vegetation eller andet æggene kan klæbe sig fast til. En lang og kold vinter kan derfor rykke gydningen helt hen i maj, som det ofte er tilfældet i dybe og kolde søer. Man regner med, at en hun kan gyde ca. 15- 20.000 stk. æg pr. kg kropsvægt. Efter 2-3 uger – alt afhængig af vandtemperaturen – klækker æggene. Ynglen vokser hurtigt, men til gengæld er dødeligheden også meget stor. Når ynglen i løbet af 3-4 uger har nået størrelse på 3-5 cm er antallet i forhold til den oprindelige mængde reduceret til under 1%, bl.a. på grund af udpræget kannibalisme. Føden består den første tid fortrinsvis af dafnier, vandlopper og lignende, men meget hurtigt kommer føden til næsten udelukkende at bestå af fiskeyngel. Også på det punkt er naturen jo så viseligt indrettet, at når geddens yngel har nået det stadie, er antallet af den spæde yngel af skaller og brasen netop på sit højeste. Hvis der er rigelig og let adgang til føde vokser gedden meget hurtigt, og jo større den bliver, jo større byttedyr tager den. I det hele taget er store gedder ikke kostforagtere. Hvis de er sultne æder de alt af passende størrelse – og der gælder både fisk, frøer, ællinger og andre artsfæller. Men gedden er ikke anderledes end andre levende væsner – den tager det, der er nemmest at få fat i, og derved er den medvirkende til at opretholde en sund og naturlig fiskebestand i mange søer og vandløb, idet den i høj grad er med til at tynde ud i de svageste individer, som alligevel ikke ville kunne klare sig.

Gedden i Viborg søerne

Viborg søernes nuværende geddebestand stammer både fra udsat yngel og naturlig gydning. Fra omkring 1920 indkøbte og udsatte Viborg Fiskeriforening selv geddeyngel, som blev hentet mange forskellige steder i landet, bl.a. fra det store klækkeri i Tissø på Sjælland. I perioden 1934 –1961 udsatte den daværende erhvervsfisker, G. Ammitzbøll, årligt mellem 50.000 og 100.000 stk. geddeyngel, som han selv opdrættede ude ved Hald Sø. Desuden har søerne i en årrække fået tilført adskillige både store og små Karup Å gedder, som Viborg Sportsfiskerforening leverede fra sit el-fiskeri, og det daværende Viborg Amt udsatte i en årrække flere hundredtusind stykker geddeyngel som led i forsøget på at genskabe en mere naturlig balance i søernes fiskebestand,

Hvorfor har der tilsyneladende i de sidste 85 år været behov for udsætning af gedder i Viborg søerne. Har de ikke i tilstrækkelig grad kunnet reproducere sig selv, og i givet fald hvorfor? Jeg har ikke noget endegyldigt svar – kun nogle faktiske oplysninger og flere ubesvarede spørgsmål. I perioden fra 1915 til 1961 var der erhvervsfiskeri i søerne, og fiskeriet blev drevet efter driftsplaner udarbejdet af forskellige statsbiologer, som først og fremmest i deres anvisninger tog udgangspunkt i, at søerne skulle give så stort et økonomisk udbytte som muligt. I 1926 blev det anbefalet, at opfiske så mange skaller og brasen som muligt – ikke for at bringe balance i fiskebestanden, men fordi de såkaldte ”ukrudtsfisk” var fødekonkurrenter til de mere værdifulde ål. Måske har udsætningen af geddeyngel været begrundet heri, da man jo godt vidste, at små gedder æder mange skalle-/brasenyngel, og der var vist ikke særlig mange gedder i søerne dengang. Det skyldtes tilsyneladende ikke at erhvervsfiskerne selv fiskede dem op, for af deres indberetninger fremgår det ganske tydeligt, at de kun fangede ganske få. Det kunne altså tyde på, at gedderne havde svært ved at reproducere sig selv i tilstrækkelig grad, men hvorfor? Var det den stigende forurening, som generelt gav gedderne dårligere livsbetingelser pga. uklart vand, eller var det en kombination af forurening og flere andre ting, som f.eks. høje pH værdier i gydeperioden og svingende vandstand, der medførte dårlig klækning af rognen? Der kan være som sagt være flere forklaringer, men fakta er, at der de seneste år har været en markant stigende bestand af gedder i begge søerne, som jo nok for en stor dels vedkommende stammer fra de massive udsætninger amt og kommune foretager. Med den bedre vandkvalitet og mere konstante vandstand, samt genåbningen af forbindelsen til Søndre Mose, er der dog skabt grundlag for en større tilgang af naturligt reproducerede gedder til søerne.

Lystfiskeri

De massive udsætninger af gedder i Viborg søerne har tydeligt afspejlet sig i lystfiskernes fangster. I modsætning til tidligere fanges der nu hvert år rigtig mange gedder. Størrelsen varierer selvfølgelig meget, men gedder på 5 – 8 kg er ikke længere ualmindelige, og hvor det tidligere mest var i Nørresø de blev fanget, er det nu mindst lige så tit i Søndersø, det foregår. En stor del af gedderne fanges som ”sidegevinster” i forbindelse med sandartfiskeri, enten når der dørges med wobler/ link, eller når der fiskes med pirk eller jig. Derudover forekommer det ikke sjældent, at gedden tager en af de levende skaller på løslinen, som egentlig var tiltænkt en sandart. Men der foregår selvfølgelig også et mere målrettet fiskeri direkte efter gedder, og nogle lystfiskere har nærmest specialiseret sig i af fange gedder. I Viborg søerne har vi vist endnu ikke nogen der ”fluefisker” efter dem, som det er tilfældet andre steder, men det kommer nok i takt med at søerne bliver mere klarvandede.

Aborre – Perca Fluviatilis – (Linné)

Af Jørn Kristensen
Der er stadig lystfiskere, der betragter aborren som værdiløs – både som fangstobjekt og som spisefisk, men intet er mere forkert. I min pure ungdom forærede jeg også altid mine aborrer væk til venner og bekendte, men da jeg selv fik lov at smage nogle dem hos min søster og svoger, fik det hurtigt ende. Hvis man bare én gang har smagt nystegte aborrefileter, så rynker man ikke mere på næsen, og det bliver svært for andre, at få dem lokket fra en.

Lidt biologi

Aborren er en af de mest almindeligt forekommende fiskearter i danske søer, moser og større vandløb, men derudover findes den også i mange brakvandsområder, hvor den sammen med sin “fætter”, sandarten, trives særdeles godt. Dens udseende kan variere en del, alt afhængig af hvor den lever, men typisk er den mørk grøn på ryg og sider med 5-6 sorte tværstriber og lys bug. Bugfinnerne er ofte helt røde, mens halefinnen er mere rødbrun. Den forreste rygfinne har 13-15 pigstråler, som det kan være ganske ubehageligt at stikke sig på, men som det også er tilfældet med piggen på gællelåget, er de ikke i sig selv giftige. Der er ingen ydre forskel på hanner og hunner, men i gydetiden er hunnerne meget tykmavede af rogn og typisk er hannerne de mindste. Gydningen finder normalt sted i april-maj ved vandtemperaturer på 7-8 grader og foregår oftest på forholdsvis lavt vand med meget vegetation, eller på steder hvor der ligger mange grene fra væltede træer. Her hænger aborren sine karakteristiske ægbånd op på planter og grene, så det på afstand kan se ud som om der er smidt gamle aviser eller toiletpapir i vandet. Antallet af æg varierer fra ca. 4.000 – 300.000 – alt afhængig af hunnens størrelse. Efter 2-3 uger klækker æggene og de nyfødte aborrer går hurtigt i gang med at æde dyreplankton, såsom dafnier og lign. Hvis der er rigelig føde tilstede vokser de små aborrer hurtigt, og begynder derfor også at æde fiskeyngel, såsom skalle- brasenyngel. Derfor er rovaborren – den fiskeædende – en utrolig vigtig brik i mange søers økosystem, idet den i væsentlig grad er med til at holde balance i forholdet mellem fredfisk og rovfisk. Omvendt – hvis der ikke er tilstrækkelig føde, så vokser aborrerne langsomt, og derfor kan de danne bestande af det, der populært kaldes “tusindbrødre”, hvor ikke ret mange individer bliver større en 10-15 cm.

Aborren i Viborg søerne

I Viborg søerne er bestanden af rovaborrer tilsyneladende i fremgang – sikkert som følge af den generelt bedre vandkvalitet – og aborrer på op mod et kilo er ikke mere ualmindelige. Sådan har det ikke altid været. Om der nogensinde har været tale om en egentlig “tusindbrødre” bestand, det er dog nok tvivlsomt. Der har nok snarere været tale om, at søernes vandkvalitet har sat en naturlig grænse for både antal og størrelse. Aborren trives nemlig ikke særlig godt i uklart vand, da den i stor udstrækning jager ved hjælp af synet. Går man ind og ser på, hvad erhvervsfiskerne i perioden 1907 -72 har fanget i søerne, så er det meget begrænsede mængder. Prisen på aborrer har ellers altid været rimelig god, så meget tyder på, at bestanden ikke har været særlig stor. Teorier om, hvorfor bestanden og størrelsen af aborrerne ikke var særlig stor, har det aldrig skortet på. En meget udbredt opfattelse blandt lystfiskere har altid været, at der skulle tilføres “nyt blod” til bestanden i form af fisk fra steder med mange og store aborrer – en teori som også har været meget udbredt med hensyn til sandarten. Derfor er der også gennem tiden indkøbt og flyttet adskillige tusinde aborrer fra bl.a. Hald Sø – Tange Sø og Glenstrup Sø til Viborg søerne af henholdsvis erhvervsfiskerne og Viborg Fiskeriforening. Det er dog meget tvivlsomt, at det store arbejde med indfangning og udsætning har haft nogen som helt betydning for bestanden i Viborg søerne. Hvis ikke betingelserne for at aborrerne kan trives er til stede, så hjælper det ikke at tilføre “nyt blod”. Men som sagt tyder meget nu på, at søernes generelt bedre vandkvalitet har gjort, at aborrerne igen vokser i både antal og størrelse. Derved kommer de til indgå i “den gode cirkel”, og vil kunne blive stærkt medvirkende til at bringe bedre balance i forholdet mellem fredfisk og rovfisk, som det f.eks. er tilfældet i Hald Sø.

Lystfiskeri

Viborg søerne har aldrig været kendt for et særlig godt aborrefiskeri, men som sagt kan det være, at udviklingen er ved at vende. Der bliver nu hvert år fanget mange både store og flotte aborrer i Viborg søerne. En del bliver fanget under fiskeri efter sandart og ål, men ikke så få bliver efterhånden også fanget under direkte fiskeri efter aborrer, enten på jigg, pirk eller spinner. Fiskeriet foregår ofte på de stejle skråninger i Nørresø, hvor aborrerne ynder at opholde sig og jage småfisk, såsom smelt og småskaller. Aborren er en typisk stimefisk, hvor store og små individer ofte går sammen. Finder man stimen, kan man komme til at opleve et særdeles spændende fiskeri, hvor fiskene bider lige så rask, som man kan få agnen ned til dem. Omvendt findes der vel heller ikke nogen anden fisk, der kan være mere tvær og uvillig end netop aborren. Uanset hvad de bliver budt, så vil de ikke bide, selvom man ved, der står en stor stime lige under båden. Det kan være svært at finde aborrerne, men en gang i mellem skilter de bogstavelig talt selv med deres tilstedeværelse. Det sker f.eks., når de sidst på sommeren og om efteråret jager småfisk tæt på og helt oppe i overfladen. Når det sker, er det ofte en stor flok måger, som under skrig og dyk mod vandoverfladen, der leder lystfiskerne på sporet. Aborrerne jager småfiskene helt op i overfladen, så mågerne kan se dem og deltage i ædegildet – det er det, der går under betegnelsen “mågesjov”. Er man heldig at være i nærheden, når ædegildet begynder, kan man være næsten helt sikker på at få fisk med hjem, for under de omstændigheder bider aborrerne på næsten alt, hvad der bevæger sig – ja faktisk kan man her opleve et både spændende og givtigt fluefiskeri efter aborrer.

Isfiskeri er en anden og meget spændende form for aborrefiskeri, hvor man gennem borede eller huggede små huller i isen forsøger at få aborrerne til at bide. Som regel fiskes med pirk eller jigg og ophængerfluer er ofte meget effektive. Er man heldig at finde en stime aborrer, der er bidehumør, kan man opleve et forrygende fiskeri. Det har dog aldrig været brugt ret meget på Viborg søerne – måske fordi der tidligere ikke var en særlig stor bestand af aborrer. Nu er bestanden tilsyneladende i fremgang, men nu er det til gengæld sjældent, at vi har en vinter med hård frost længe nok til at søerne bliver sikre at færdes på. Og får vi endelig en periode med længerevarende frost og søerne lægger sig med tyk is, så er det af en eller anden besynderlig grund forbudt at færdes på Viborg søerne udenfor de områder politiet har afmærket til skøjteløb.

 

Ørred – Salmo Trutta (Linnè)

Af Jørn Kristensen

Alle lystfiskere kender til ørred i en eller anden sammenhæng, enten det så er fra fiskeri i vandløb, på kysten eller fra Put & Take søerne. Når der snakkes om ørred i forbindelse med Viborg søerne, hvor det først og fremmest er søørred, der tænkes på, så er det de færreste, der har set eller fanget en af dem. Ikke fordi der ikke er ørred i søerne – det er der – dog nok i begrænset antal. De 1500, der med mellemrum gennem nogle år er blevet sat ud, fylder ikke meget, men trods alt fanges der alligevel hvert år ørreder i søerne.

Lidt biologi

Ørreden findes næsten overalt i verden og i et utal af variationer – havørred, søørred, bækørred, fjeldørred, kildeørred og regnbueørred, for blot at nævne nogle. Her i landet er hav-, sø- og bækørred de naturligt hjemmehørende, og biologisk set er de en og samme art. De lever blot under forskellige vilkår og udvikler sig derfor forskelligt. Ørreder bliver generelt ikke ret gamle, 5-6 år er en ret høj alder og kun sjældent bliver de 8-9 år. De danske arter trives bedst i køligt og iltrigt vand – både som yngel og som voksne. Den optimale vandtemperatur for ørred i sø- og havvand ligger mellem 7 og 15 grader. Kommer den ret meget derover, befinder de sig ikke godt, og deres ædelyst falder betydeligt. Det samme gør sig gældende, hvis iltindholdet bliver for lavt. Gydningen foregår i vandløb med god strøm og stenet og gruset bund i november – januar. Her graver hunnen en fordybning i gruset, hvor hun gyder sine æg. I samme øjeblik hun gør det, befrugter hannen dem, og straks efter dækker hun dem til med 20-30 cm grus. De store hanner bruger meget tid på at slås indbydes, og mens de er optaget af det, er det ofte en lille bækørred, der klarer befrugtningen. En ørred gyder ca. 1500 æg pr. kg. kropsvægt – dvs. en hun på f.eks. 5 kg. gyder 7500 æg. Efter 2-3 måneder – afhængig af vandtemperaturen – klækker æggene, og den spæde yngel kommer frem af gruset. Selv om ikke alle æggene kommer til gode, bliver det alligevel en betragtelige mængde yngel. Men allerede indenfor de første tre måneder regner man med, at antallet af helt naturlige årsager reduceres med op til 75 %, og inden de resterende når at blive kønsmodne, er antallet yderligere reduceret, så kun nogle få individer kommer tilbage til vandløbet for at gyde og føre slægten videre. Det er dog ikke mangel på gydefisk, der begrænser den totale bestand af ørred – det er derimod mangel på vandløb med egnede gyde- og opvækstområder. En meget stor del af den slags vandløb er nemlig enten ødelagt af regulering, rørlægning eller andre overgreb, for at de omkringliggende arealer har kunnet dyrkes.

Bækørreden er meget stationær og lever hele sit liv i vandløb, hvor udbudet af føde oftest er forholdsvis begrænset. I små bække og mindre vandløb bliver den derfor sjældent mere end 15 -30 cm, hvorimod den i større vandløb kan blive op 40 -50 cm. Når der visse steder fanges eksemplarer på 3-5 kg stammer de fra udsætning af gamle moderfisk fra dambrugene.

Havørreden lever sine første 1-3 år i det vandløb, hvor den blev klækket, sammen med yngel af bækørred. Når den når en størrelse på 12-20 cm, begynder den at ændre udseende. Fra at ligne en bækørred med røde prikker på de gulbrune sider, begynder den at blive blank og få større øjne. På det stadie kaldes den smolt, og i marts – april måned, alt afhængig af vandtemperaturen, begynder den sin vandring mod havet, hvor den lever i 1-5 år, inden den som kønsmoden igen vender tilbage til det vandløb, hvori den blev født. Da der er rigeligt med føde til den i havet, i form af bl.a. krebsdyr og småfisk, vokser den betydelig hurtigere her end i vandløbet. Derfor er det meget almindeligt, at den efter 2-3 år i havet vejer 5-10 kg og måler 70-100 cm, når den i juni – november trækker op i vandløbet igen. Her begynder den ret hurtigt at ændre udseende fra at være sølvblank til at blive mørk som bækørreden. Specielt hannerne bliver meget farvede med røde prikker, samtidig med at de udvikler en til tider meget stor kæbekrog – ofte så stor, at de slet ikke kan lukke munden. Ædelysten forsvinder ret hurtigt, når de kommer ind i ferskvand, og det er derfor ikke fordi de er sultne, når de tager lystfiskerens flue eller spinner – det er som oftest fordi de opfatter dem som en rival, der skal jages væk.

Søørreden lever sine første 1-3 år i det vandløb den er født i, hvorefter den ligesom havørreden smoltificerer og trækker ud i søen. Da der sjældent er helt så store mængder føde i søen, som der er i havet, vokser den normalt heller ikke så hurtigt som havørreden, men under gunstige forhold kan den dog blive lige så stor. I Hald Sø er der fanget eksemplarer omkring de 10 kg, men normalt betragtes fisk på 3-5 kg, som rigtig fine størrelser. Den naturlige danske bestand af søørred er ret begrænset, idet den kun trives i forholdsvis store, dybe og kølige søer, hvortil der er tilløb af egnede gydevandløb. Hald Sø, Glenstrup Sø, Silkeborg søerne og Esrum sø er eksempler herpå.

Ørred i Viborg søerne

At der også findes ørred i Viborg søerne skyldes næsten udelukkende udsætninger, for her mangler de gode gyde- og opvækstvandløb. En mindre naturlig tilgang er der måske fra resterne af det tidligere meget fine tilløb til Nørremølle Å – Mikkelsbæk, og måske bidrager Stigsbæk – et lille tilløb til Loldrup Sø – også med lidt. Det er dog meget tvivlsomt, om der på længere sigt kan opretholdes en naturlig bestand, hvis ikke gyde- og opvækstforholdene bliver betydeligt forbedrede. Langt tilbage i tiden – altså før Søndermølle og Ålemølle (Papfabrikken) blev bygget – og hvor der nok har været en del små tilløb til søerne, har der sikkert været en naturlig bestand af ørred. Kigger man i de gamle arkiver, har der dog også de seneste 140 år været ørred i søerne, men de stammer stort set kun fra udsætninger. Viborg Fiskeriselskab, som blev stiftet i 1865 og eksisterede i 104 år, udsatte hvert år betydelige mængder ørred i Viborg søerne og vandløbene omkring Viborg. De fleste var afkom af havørred, som var fanget af erhvervsfiskerne i Hjarbæk Fjord, men de kunne også stamme andre steder fra. Rognen blev klækket i selskabets hus i Klosterskoven, hvor der var en række opvækstdamme, hvoraf en del stadig kan ses. Den spæde yngel blev sat ud i dammene og levede her af den naturlige føde, de kunne finde. Tilvæksten var ikke særlig stor og en meget stor del af dem gik til, men hen på efteråret blev dammene tømt, og de overlevende fisk blev udsat – hovedparten i vandløbene. Søerne fik også sin part, i det der her årligt blev udsat 2-4000 stk. ½ års ørred på 5-10 cm. Svigtede klækningen af havørrederne skete det, at selskabet indkøbte yngel af regnbueørred og udsatte dem i dammene, som senere blev tømt direkte ud i Søndersø.

Lystfiskeri

I erhvervsfiskernes gamle indberetninger kan læses, at der indtil for ca. 50 – 60 år siden blev fanget ikke så få ørreder i søerne hvert år, hvorimod det er meget småt med oplysninger om lystfiskernes fangster. I de senere år er der igen fanget en del ørreder i både Nørre- og Søndersø, men der bliver ikke snakket så meget om det. De fleste bliver fanget i forbindelse med andet fiskeri – f.eks. dørgning efter gedder og sandart – der er vist ikke mange, der fisker målrettet efter ørred. Som oftest er det søørreder på op til 2-3 kg., der fanges – men regnbueørred forekommer også. De sidste kommer op i søerne fra Nørreåen, efter at der er skabt fri passage ved Søndermølle og Papfabrikken. Hvis der fortsat skal være en rimelig mulighed for at fange ørred i Viborg søerne, er det fortsat nødvendigt at foretage udsætninger. Derfor søger Viborg Fiskeriforening også hvert om midler til indkøb og udsætning af bl.a. ørreder, samtidig med at vi arbejder for at få genskabt naturlige gyde- og opvækstmuligheder i Nørremølle Å m.m.

 

Ål – anguilla anguilla (Linné)

Af Jørn Kristensen

Ålen er nok den mest kendte ferskvandsfisk overhovedet. De fleste lystfiskere, men for den sags skyld også alle andre, kender den, og har vel på et eller andet tidspunkt stiftet bekendtskab med den, enten i stegt eller røget tilstand, for som spisefisk er den uforlignelig.

Lidt biologi

Ålen findes naturligt næsten overalt i såvel fjorde, søer, vandløb og moser – bare der på en eller anden måde er forbindelse til havet. Dens livsforløb er stadig ikke kendt i alle detaljer, men man ved, at den kønsmodne ål forlader søer, vandløb osv. og svømmer mod Sargassohavet ud for Amerika – en rejse på flere tusinde kilometer. Hvordan selve gydningen foregår vides stadig ikke, men om foråret finder man i 100 – 300 meters dybde over 6.000 meter vand de mindst kendte ålelaver på ca. 5 mm. De små larver driver med Golfstrømmen mod Europa. 3-4 år gamle og 5-7 cm lange når de frem til vore kyster, hvor en stor del af dem søger op i vandløbene, mens andre forbliver i brakvandsområderne. Optrækket sker om foråret og først på sommeren. På det stadie kaldes de glasål.

Gulål og blankål

De ål der forbliver i brakvand er oftest hanål og hovedparten af dem, der trækker op i vandløb, søer og moser, er hunål. Her kan de blive meget store og meget gamle, mens hanålen som oftest bliver kønsmoden allerede, når den er 30-45 cm. De ikke kønsmodne ål kaldes efter deres udseende gulål. Ikke fordi de er gule over det hele, men fordi sider og bug ofte har et gulligt skær. Når de som 5-20 årige bliver kønsmodne, kaldes de blankål, fordi de oftest er mørke på ryggen og meget lyse under bugen. Blankålene mister hurtigt ædelysten, gattet lukker til og i juli – oktober drifter de mod havet for at begynde deres lange rejse mod Amerika.

Vækst og udvikling

Ålen vokser forholdsvis langsomt under vore himmelstrøg, men det er bestemt ikke fordi den er kræsen. Vandtemperaturen derimod spiller en stor rolle, idet ålen trives og æder bedst, når vandet er omkring 20 grader. Alle former for bunddyr, småfisk, snegle, krebsdyr osv. står på menuen, men den går heller ikke af vejen for at spise druknede dyr, døde fisk og lign. – faktisk kan man vist godt kalde den altædende. Der skelnes også mellem to typer ål – bredhovedet og spidshovedet ål. Men faktisk findes der alle mulige overgangsstadier af de to typer, alt afhængig af hvilken føde de fortrinsvis lever af – bunddyr eller småfisk. En ål der mest lever af fisk og andet større bytte, udvikler sig som bredhovedet ål, mens en der næsten udelukkende lever af bunddyr og andet småkravl udvikler sig som spidshovedet. Ind imellem er der så alle dem, der lever af både lidt stort og lidt småt, og det kan derfor ofte være svært at afgøre, hvilken type man har fanget. Det vil dog være yderst sjældent at fange en rigtig spidshovedet ål på f.eks. en skalle, da den næsten kun kan gabe over en lille orm.

Ålen i Viborg søerne

Viborg søerne har altid haft en stor bestand af ål. Selv da Søndersø i 1960erne havde det allerværst, og hvor de fleste andre fiskearter havde meget svært ved at overleve i det stærkt forurenede vand, klarede ålene sig egentlig ganske godt. Erhvervsfiskeriet kunne stadig indberette om fangster på mellem 1 og 2 tons årligt, men i begyndelsen af 70erne stoppede fiskeriet på søerne – det kunne økonomisk ikke hænge sammen længere. Hvad der derudover er blevet fanget i ålekisten på Søndermølle, ved vi ikke ret meget om, for indberetningerne herfra var sparsomme, men det har sikkert været betydelige mængder – sådan var det i hvert fald tidligere. Efter at Viborg Kommune i 1988 havde købt Søndermølle passede Viborg Fiskeriforening i en periode ålekisten for kommunen. Fangsterne var forholdsvis begrænsede – ikke mindst på grund af jævnlige hærværk og ulovligt rusefiskeri i åen ovenfor møllen – men der blev dog fanget 3-400 kg ål hvert år. Ålekisten har ikke været i brug siden 1991.

Udsætninger

Der var tidligere en god naturlig opgang af glasål til søerne, men derudover har Viborg Fiskeriforening næsten siden sin start i 1913 årligt indkøbt og udsat flere tusinde ål. De fleste kom fra Højer Sluse, hvor man havde tilladelse til at indfange og sælge glasål, men i det gamle arkivmateriale kan man dog se, at der også blev leveret andre steder fra. I de senere år er den naturlige indvandring af glasål til hele Nordeuropa blevet stærkt reduceret, og derfor kan der heller ikke længere leveres ål fra hverken Højer eller andre steder her i landet. I nogle år hentede og betalte Viborg Fiskeriforening selv såkaldte sætteål til udsætning. Sætteålene var småål på 15-25 cm, som blev købt ved en anerkendt fiskeeksportør. Alt blev gjort i den bedste mening, men der var bare den hage ved det, at alle de små ål var fanget i Ringkøbing Fjord, og derfor var op mod 90 % af dem hanål, som meget hurtigt blev kønsmodne og forlod søerne igen. Søerne har stadig en ret god bestand af ål, men nu stammer den næsten udelukkende fra de 18-20.000 ål, som foreningen hvert år udsætter. Glasålene til udsætning kommer nu fra Sydeuropa og Nordafrika, hvor der endnu er et rimeligt godt indtræk fra Atlanterhavet, men inden de når til Viborg søerne, har de først været en tur omkring en ålefarm her i landet, hvor de bl.a. bliver kontrolleret for sygdomme.

Lystfiskeri

Ålen har altid været og er stadig et eftertragtet bytte for lystfiskerne. Til ålefiskeri bruges mest løse håndliner med prop og krog agnet med orm eller småfisk, sådan som det vist altid har været, når der fiskes fra båd. I forbindelse hermed er der blevet udviklet adskillige hjemmelavede trisser og ruller, nogle i ædle træsorter og endda meget kunstfærdigt lavet med knarrer eller anden form for bidmelder, hvilket er meget praktisk under natfiskeri. Der foregår dog også et betydeligt fiskeri efter ål fra land. Ikke mindst i de senere år er det blevet meget udbredt. Sommeren igennem kan man næsten hver aften og nat se folk af forskellig herkomst side rundt ved bredderne af søerne med adskillige stænger og løse liner, og der bliver fanget ikke så få ål på den måde.

Ålestangning på Viborg-søerne er en ældgammel tradition, som først indenfor de seneste 20-30 år helt er ophørt. Førhen kunne der hver vinter ses adskillige ålestangere på søerne, så snart isen kunne bære. Nogen forsøgte sig dog også til tider før, og det endte i bedste fald med en kold dukkert. Det var dog yderst sjældent, at det var erfarne ålestangere, der faldt igennem og druknede. De kendte selvfølgelig søerne særdeles godt, og vidste hvor de skulle passe på. Desuden havde de altid ålestagen at holde sig til, hvis de uheldigvis gik igennem. Men som en erfaren ålestanger engang sagde: 4 cm tyk nyis i januar er langt mere sikker at færdes på end 30 cm “rådden” is i marts. Intet – eller næsten intet – kunne holde de gamle ålestangere inde fra isen, ikke engang politiet. Ålestangerne gik tit ud på meget tynd is. Det var i følge politivedtægten forbudt, idet færdsel på søerne først var tilladt, når isen var minimum 13 cm tyk. Derfor skete det ikke sjældent, at politiet stod inde på land og råbte ud til ålestangerne om at komme ind. Ålestangerne lod dog som om de ikke kunne høre, hvad der blev råbt, og opfordrede med store armbevægelser og råb politiet til i stedet at komme ud til dem. Det gjorde de aldrig – de måtte jo ikke færdes på isen, før den ved skiltning var erklæret sikker.

Opskrifter på ål anno 1929

 

Karpe – Cyprinus carpio (Linné)

Karpen er oprindelig en asiatisk fisk, men for ca. 1000 år siden blev den indført til Europa, hvor den senere i mange lande blev den første egentlige dambrugsfisk. I forbindelse med mange klostre var der ofte anlagt karpedamme, og de mange karpeformer vi i dag kender stammer formentlig alle derfra og består af kulturformer og krydsninger af flere forskellige slags.

Lidt biologi

De to mest almindelige former her i landet er henholdsvis skælkarpe og spejlkarpe – navne de har fået ud fra udseendet af deres skæl.
I Viborg søerne findes begge arter, men skælkarpen er nok den mest almindelige. Et karakteristik kendetegn er karpens skægtråde og den forholdsvis store rygfinne.

Karperne gyder på ganske lavt vand og oversvømmede arealer i maj måned, når vandtemperaturen er 17-20 grader. Det er dog langt fra hvert år, at vandtemperaturen når derop i maj måned, og derfor kan der også gå mange år imellem, at karperne får noget ud af legen.

Karpen bliver kønsmoden i 3-4 års alderen. Afhængig af størrelse gyder hver hun fra 50.000 – 300.000 æg, som indenfor forholdsvis få dage klækker, hvis temperaturen er høj nok. Ynglen æder mikroskopiske alger og planktondyr, såsom dafnier, cyklops og vandlopper.

Hvis fødegrundlaget er i orden, vokser karpen i løbet af 2-3 år til ca.1 kg., men den kræver forholdsvis varmt vand for at trives. Er vandtemperaturen under 8 grader, tager den stort set ikke føde til sig – derimod trives den godt ved temperaturer omkring 20 grader. Den kan under gunstige forhold komme til veje op til ca. 30 kg., men på vore breddegrader dog sjældent ret meget mere end det halve. I Viborg søerne regnes eksemplarer på 10 – 12 kg. for at være store fisk, men slet ikke sjældne.

De voksne fisk lever fortrinsvis af vandinsekter, myggelarver, orme, små snegle og muslinger, til tider suppleret med lidt alger og andet planteføde. Det kan dog forekomme, at også fiskeyngel og andre små vandlevende dyr står på menuen, men det er ikke så almindeligt. Hovedparten af føden findes ved at rode i bunden.

Udsætninger

Der er vel ingen der reelt ved, hvornår de første karper blev udsat i Viborg søerne, men det vil være nærliggende, om det er sket i forbindelse med etableringen af karpedamme ved Asmild Kloster. Senere ved vi med større skkerhed, hvornår og hvor mange der er udsat. F.eks. blev der 3 år i træk i midten af 1930erne udsat adskillige tusinde karper af den daværende erhvervsfisker.

Selv om karper kan blive meget gamle, så må nogle af de dengang udsatte fisk ind imellem have haft held med gydningen. I hvert fald er der i alle årerne frem til nu, blevet fanget karper i søerne. Det er dog sjældent, at de har optrådt i større mængder i fangsterne – karper er generelt meget svære at fange i redskaber, såsom vod og ruser.

Viborg Fiskeriforening har indenfor de seneste år af to gange udsat i alt 850 karper, og måske har både de, og dem der i forvejen var søerne, fået bedre mulighed for succes med deres gydning, efter at der blev skabt fri adgang til moserne syd for søen. Der er der nok oftere rimelig gode chancer for, at vandtemperaturen i maj kan nå et acceptabelt niveau, så der bliver noget ud af legen.

Lystfiskeri

Karpen er utrolig stærk fisk, som gør den yderst spændende af fange, og indenfor de seneste ca. 30 år er der da også blevet flere og flere karpefiskere ved Viborg søerne. De første år var det kun nogle ganske få lokale, der dyrkede det specielle fiskeri. Siden er billedet vendt – nu er det de udenbys karpefiskere, der klart er i overtal.

Antallet af lokale karpefiskere svinger dog tilsyneladende meget. For få år siden var der pludselig en voldsom interesse for fiskeriet igen og mange lokale meldte sig ind i foreningen. Nu er antallet tilsyneladende lige så pludselig faldet igen – hvorfor – ja, det er der vist kun karpefiskerne selv, som ved noget om.

Men det er jo helt klart en meget speciel form for lystfiskeri. Karperne er oftest mest aktive om natten. Fiskeriet efter dem foregår derfor også næsten kun på det tidspunkt. Tilmed skal alle fangede fisk genudsættes – det er en uskreven lov blandt karpefiskerne – som vist kun meget sjældent bliver brudt. Derfor er der også til stadighed en rimelig konstant mængde fisk i søerne. Det er ikke fordi Viborg søerne er kendt for en særlig stor bestand af karper, men til gengæld er der forholdsvis mange store og flotte eksemplarer. De seneste års udsætninger kan dog godt mærkes, og de fisk, der ved udsætningen kun vejede ca. 500 gr. stykket, er i dag fisk på omkring 3-5 kg.

Skalle – Rutilus rutilus (Linné)

Skallen har lige som brasen fået hæftet den nedladende betegnelse “skidtfisk” på sig – sikkert fordi den i nyere tid her i landet ikke har haft nogen betydning som spisefisk. De fleste lystfiskere bruger dem da også kun som angfisk eller fangstobjekt ifm. medekonkurrencer.

Lidt biologi.

I Danmark findes der fire skallearter – skalle, rudskalle, strømskalle og rimte. Skallen – gråskallen som den også kaldes – er langt den mest udbredte, og når der snakkes om skaller, er det da også den de fleste tænker på.

I Viborg søerne – ligesom i mange andre søer – er skallen den mest almindelige fiskeart. Der findes dog også en mindre bestand af rudskalle, som i udseende adskiller sig noget fra skalle, idet den er kraftigere, har nogle meget mørkerøde finner og nærmest guldagtige skæl – en meget flot fisk. Skallens størrelse er stærkt afhængig fødemulighederne, og i “overbefolkede” småsøer kan den lige som aborren danne “tusinbrødrebestande” af ene små individer på max.10 -15 cm, mens den under mere almindelige forhold 7-12 år gammel bliver op til ca. 25 – 28 cm. Den voksne skalles føde består mest af insektlarver, snegle, krebsdyr, men i en vis udstrækning også halvrådne plantedele.

Skallen gyder i perioden maj / juni – i Viborg søerne som regel indenfor de første 14 dage i maj, hvis vandtemperaturen på det tidspunkt er oppe på ca. 10 grader. Selve legen foregår på lavt vand, og kan ofte både høres og ses på lang afstand. Skallerne optræder i store stimer og plasker voldsomt i overfladen, når de gyder deres små klæbrige rogn på trærødder og lignende. Afhængig af størrelse gyder hver hun fra 5000 – 100.000 æg, som indenfor forholdsvis få dage klækker. Ynglen opholder sig den første tid nær bredden, hvor de æder planktondyr, såsom dafnier, cyklops og vandlopper.

Rudskallen var tidligere meget mere almindelig i Viborg søerne end i dag, men i takt med at undervandsplanter og flydeplanter er næsten forsvundet, er antallet reduceret ganske betydeligt. For ca. 50 år siden optrådte den stadig i forholdsvis store mængder og i ret anseelige størrelser i begge søerne. Fisk på 30-40 cm var ikke ualmindelige, og derfor var de også spændende for lystfiskerne. De blev ofte set i forbindelse med fodring af ænderne, hvor de store rudskaller forsøgte at komme først til brødet. Det vidste lystfiskerne, og derfor brugte de også brød som madding, men det skete derfor desværre også, at der kom en and på krogen.

Biomanipulation.

I Viborg søerne opfisker amt og kommune hvert år flere tons skaller ifm. forsøget på at genskabe balance i søernes fiskebestande og samtidig gøre søerne mere klarvandede. Opfiskningen foregår bl.a. ved voddragning og elfiskeri i tilløb og afløb. Derudover forsøger man at begrænse antallet af skalle / brasenyngel ved på lavt vand at udlægge såkaldte “gydereder” bestående af lyng eller gyvel, som man narrer fiskene til at gyde på, for derefter at destruere æggene med varme. Forsøget med gydereder startede i foråret 2004 og vil blive gentaget næste år. Tilsynet og afbrændingen af rogn varetages af Viborg Kommunes Miljøpatrulje, som indenfor gydeperioden med få dages mellemrum skal nå rundt til de flere hundrede reder for at sikre, at æggene ikke når at klække. Om forsøget har den ønskede effekt, vil vise sig i løbet af de næste par år.

Lystfiskeri.

Skallen har ikke den store betydning, som direkte fangstobjekt for lystfiskerne – bortset fra medefiskernes konkurrencer, hvor den er meget værdsat – men som agnfisk i forbindelse med fiskeri efter sandart, gedde, aborre og ål er den særdeles eftertragtet.

 

Brasen – Abramis brama (Linnè)

Af Jørn Kristensen

De tidligere artikler har det været om søernes rovfisk – gedde, sandart, aborre, ål og ørred. Nu er det den anden kategori, fredfiskene – af nogen helt misvisende kaldet “skidtfisk”, fordi de af de fleste danske lystfiskere ikke er så eftertragtede som rovfiskene – hverken som fangstobjekt eller som spisefisk. I mange andre lande ser man helt anderledes på det – nogle steder betragtes både skaller og brasen som meget værdifulde spisefisk.
Brasen fra Viborg søerne har også tidligere været meget eftertragtet og i stor stil eksporteret til udlandet, som betalte godt for dem, men den tid er for længst forbi – nu kan de ikke engang bruges til minkfoder mere, bl.a. fordi de er for magre.

Lidt biologi.

Brasen findes næsten overalt i større søer og langsomt flydende vandløb, hvor den voksne fisk lever af bunddyr, såsom myggelarver og snegle, som den med sin karakteristiske mund suger op af den bløde bund. Planterester og andet sorteres behændigt fra så kun det spiselige beholdes. Størrelsen varierer meget fra sted til sted og afhænger af, hvor gode mulighederne for at finde føde er i det pågældende vand. I Viborg søerne bliver den sjældent mere end 40 – 50 cm, og opnår derfor kun en vægt på 1-2 kg, fordi mængden af føde er begrænset og bestanden stor. Omvendt er det i Hald Sø, hvor en brasen på 3-5 kg slet ikke er ualmindelig, fordi mængden af bunddyr er stor og bestanden i god balance.

Gydningen foregår over 3-4 dage – oftest i slutningen af maj og begyndelsen af juni – afhængig af vandtemperaturen. En stor brasen kan gyde fra 100.000 til 300.000 stk. æg, som den afsætter på vandplanter og trærødder langs bredderne. Æggene klækkes i løbet af 3-12 dage – igen afhængig af vandtemperaturen. Larverne måler ca. 4 mm., når de kommer frem af æggene. Så snart deres blommesæk er opbrugt, samles de i stimer og begynder at æde dyreplankton, såsom dafniner og cyklops. Når store mængder yngel udklækkes – som det er tilfældet i Viborg søerne – opstår der konkurrence om føden, og væksten bliver dårlig. Derudover “græsser” ynglen så hårdt på de dyr, der lever af at “græsse” alger, at søerne bliver uklare, fordi dafnier m.m. ikke i tilstrækkelig grad kan holde algevæksten nede.

Opfiskning.

I Viborg søerne har amt og kommune siden 1987 målrettet opfisket skaller og brasen for at reducere antallet af deres yngel. Der er i de sidste år fjernet adskillige tons voksne fisk fra søerne, men det er både besværligt og ret bekosteligt.
Skiftende erhvervsfiskere har tidligere i perioden fra 1914 -1972 opfisket adskillige hundrede tons skaller og brasen i søerne, hvoraf en stor del blev eksporteret til udlandet, eller solgt som dyrefoder herhjemme. Dengang fulgte man en såkaldt driftsplan udarbejdet af biologer ved Danmarks Fiskeriundersøgelser, hvor det var det økonomiske udbytte af søernes fiskebestand, der var det afgørende. Nu hedder det med et moderne udtryk “biomanipulation”, men er stort set det samme – opfiskning af fredfisk og udsætning af rovfisk – nu er målet bare først og fremmest renere vand og balance i fiskebestanden.
Senest er et forsøg med kunstige gydereder sat i værk. Det går ud på at få fiskene til at gyde på rederne og løbene destruere rognen, så antallet af yngel reduceres. Forsøget følges med spænding af mange.

Lystfiskeri.

Der er ikke mange lokale, der målrettet fisker efter brasen i Viborg søerne. Derimod kommer der hvert år adskillige udlændinge – fortrinsvis hollændere og englændere – de såkaldte medefiskere. De afholder store fiskekonkurrencer, hvor det gælder om at fange det største antal kilo indenfor en bestemt tid. Fiskene opbevares i et såkaldt “keepnet”, hvorfra de efter vejning genudsættes i søen. Rigtige medefiskere kunne aldrig drømme om at slå fiskene ihjel.
Som sagt er der ikke mange lokale der fisker efter brasen, og da vist slet ingen der spiser dem, selvom de er fortrinlige spisefisk – hvis bare de ikke lige er fanget i Viborg søerne. Ikke alene er brasen herfra ret magre, men de må også formodes at kunne indeholde en del tungmetaller, idet de jo udelukkende lever af at filtrere smådyr fra søbunden, hvori undersøgelser har vist, at der desværre stadig findes rester af tidligere tiders udledninger af urenset spildevand.
Store brasen fra f.eks. Hald Sø er derimod meget fine spisefisk. De er både sunde og fede og smager ganske fortrinligt både stegt og røget. Spurgte man den tidligere erhvervsfisker i både Viborg søerne og Hald Sø – Gunnar Ammitzbøl – hvilken fisk han selv foretrak røget, var svaret helt klart: ” I må godt beholde både ål og ørreder, bare jeg må få en brasen fra Hald Sø”

Opskrifter på brasen anno 1929

 

Hork – Acerina cernua (Linnné)

Hork er en af Viborg søernes talrigeste, men alligevel mindre kendte fisk, idet den ikke spiller nogen rolle som fangstobjekt, kun til en vis grad som agnfisk til ålefiskeri.

Horken ligner aborren, og er da også i familie med den, men i modsætning til aborren har den sammenhængende rygfinner og ingen striber.

Den bliver sjældent over 12-15 cm og 5-6 år gammel, men hvis den har gode vækstbetingelser kan den blive op til 25 cm og veje 400 g.

Det meste af livet opholder den sig på dybt vand, hvor den om dagen æder myggelarver og andre insekter, tanglopper, små bønne- og ærtemuslinger, fiskerogn og yngel. Om natten står den passivt ved bunden.

Gydningen foregår på lavt vand i april-maj, når vandtemperaturen er 10-15 g rader. Æggene, der måler ca.1 mm, afsættes på sten og planter. En hun kan afgive 1000-6000 æg, som klækkes på 8-10 dage. De små fiskelarver måler ca. 4 mm og er forsynet med en stor blommesæk, som de lever af den første tid. Efter 1-2 år bliver den kønsmoden, men ligesom f.eks. aborre og brasen kan den danne bestande af såkaldte ”tusindbrødre”, hvis fødegrundlaget er utilstrækkeligt

Kødet er velsmagende, men horken er som oftest for lille til at spille nogen rolle som spisefisk, men som agnfisk til ålefiskeri er den fremragende.

 

Smelt (Osmerus eperlanus)

Af Jørn Kristensen

Fiskens danske navn er smelt, men på Viborgegnen er det almindeligt at kalde den stint, som er dens tyske navn. Hvorfor det forholder sig sådan, kan der kun gisnes om, og man skal da heller ikke længere sydpå end til Skanderborg sø, før et tredje navn dukker op – silling. I en gammel opskrift på smelt, kaldes den desuden for maltfisk, som angiveligt skulle henvise til dens karakteristiske lugt af agurk.

Kært barn har mange navne, men uanset hvad vi vælger at kalde den, så har den været i Viborg søerne i mange år. Der blev nemlig i 2001 fundet rester af den i Viborg Stifts Museums udgravninger af en ca.1000 år gammel bebyggelse ved bredden af Søndersø. Man kan sagtens forstille sig, at den har været en del af kosten dengang – både for mennesker og dyr – den er jo både næringsrig, olieholdig og efter sigende også velsmagende.

Lidt biologi.

Smelten er en stimefisk, der trives bedst i forholdsvis store kølige og dybe søer. Gode kendetegn for smelten er – udover fedtfinnen, som alle laksefisk har – en udpræget agurkeagtig lugt og en dybt indskåret halefinne.

I mange søer er der permanente bestande af smelt, men udover disse standfisk, er der i visse brakvandsområder vandrende smelt, som kun i gydetiden søger op i ferskvand. F.eks. den indre del af Østersøen og Ringkøbing Fjord har store bestande af vandresmelt, som indgår i erhvervsfiskeriet. Vandreformen kan blive op til 4o cm lang, medens standformen, som her på egnen kendes fra Hald Sø, Vedsø og Viborg søerne, normalt kun opnår en længde på 10-15 cm. I Hald Sø findes dog eksemplarer på over 20 cm.

Smelten lever af planktondyr, såsom dafnier, vandlopper og mysider, der findes som levn fra sidste istid i flere nordeuropæiske søer og langs kysterne. Den tager dog til tider små bunddyr, og de store brakvandssmelt kan med alderen også æde fiskeyngel. Gydningen finder sted i april – maj, afhængig af vandtemperaturen det pågældende sted. I Viborg søerne foregår gydningen ofte i slutningen af april, hvorimod det i Hald Sø først sker hen i maj måned.

Vandresmelten trækker op i vandløbenes nedre dele, mens søernes smeltbestande søger ind på lavt vand eller op i tilløbene for at yngle. Æggene gydes over sandbund, evt. med lidt plantevækst. Efter legen dør en stor del af fiskene og ikke mange søsmelt bliver mere end 2-3 år gamle. Smelten gyder fra 9000- 40.000 gullige 0,6 – 0,9 mm store æg – vandresmelten flest. Æggene har en klæbrig hinde, der i nogen tid holder ægget fast til sandbunden. Ofte løsnes ægget dog og svæver nedstrøms eller ud i søen.

Klækningen sker efter 3-5 uger, afhængig af vandtemperaturen. Larverne er langstrakte, båndformede og delvis gennemsigtige . Ynglen lever i begyndelsen af små planktonorganismer. Væksten er langsom – hurtigst hos hunnerne.

Søformerne bliver kønsmodne 1-2 år gamle ved 8-10 cm’s længde – brakvandssmelten først i 3-4 års alderen ved 15-18 cm.

Lystfiskeri.

Smelten er ikke direkte nogen “lystfisker-fisk” – men alligevel har den stor betydning for lystfiskeriet, idet den er byttedyr for mange fiskearter, og derfor eftertragtet som agn af lystfiskerne.

I Viborg søerne bruger mange lystfiskere smelt som agnfisk til fiskeri efter både ål, sandart og aborre. Til det formål fanges den ofte i store mængder i fintmaskede små sænkenet, når den sidst i april – begyndelsen af maj – trækker op i Nørremølle Å for at gyde. Mængden af smelt kan til tider være så stor, at det kan være svært at se bunden af åen.

Mystik og mågesjov.

Smelten kan godt siges at være en lidt mystisk fisk. Uden for gydetiden ser man den kun sjældent, idet den mest opholder sig på forholdsvis dybt vand. Til tider optræder den dog i ret store mængder i overfladen – som regel sidst på sommeren – og her kan man opleve, at den fra luften bliver angrebet af måger og terner, som styrtdykker efter den, medens aborrer, skarv og lappedykkere angriber den nedefra. Det er det lystfiskerne kalder “mågesjov”, og er man heldig at være i nærheden, når det finder sted, kan man opleve et formidabelt aborrefiskeri, hvor der er fisk i hvert eneste kast. Årsagen til smeltens forekomst i overfladen kendes ikke, men det er meget sandsynligt, at iltmangel i de dybere dele af søerne tvinger den op til overfladen.

Der knytter sig endnu et lidt dunkelt forhold til smelten, idet den ofte igennem flere år næsten ikke observeres, hverken på gydevandring eller i overfladen, Men pludselig – som trold af en æske – optræder den igen i store mængder i de såkaldte “smeltår”.

En af årsagerne hertil kan være, at smelten i søerne normalt kun lever 1-2 år, og derfor kan et enkelt eller to års fejlslagen gydning være katastrofalt. Nogen overlever selvfølgelig altid, men bestanden bliver stærkt reduceret.

Når bare ikke det er menneskelige indgreb, såsom forurening, ødelæggelse af vandløb eller rovfiskeri, der er årsag til den fejlslagne gydning, så er naturen forberedt på den slags udsving. Den reducerede bestand “skånes” tilsyneladende de følgende år af rovfiskene, bl.a. fordi smeltstimerne er mindre og derved sværere at jage. Det resulterer i at rovfiskene i større omfang æder andre småfisk som f.eks. skaller. Derved får smeltbestanden over nogle år gode muligheder for igen at vokse.

Et enkelt års vellykket gydning kan hurtigt mangedoble bestanden, og så kører det hele nogle år, indtil gydningen af en eller anden grund igen slår fejl. Alt i naturen kører op og ned i bølger – intet er stationært.